Fagforeningernes historie i Danmark
Fagbevægelsen i Danmark har igennem de sidste 100 år været en af de stærkeste i verden, når man tager Danmarks størrelse i betragtning.
Dette skyldes flere forhold, bl.a. den høje organisationsprocent. Der er i Danmark en lang tradition for, at alle lønarbejdere organiserer sig, også de nye grupper, der i historiens løb er opstået som følge af ændringer i produktionen eller samfundets politisk-sociale indretning.
Dette har også været tydeligt med de mange offentligt ansatte, der har været et af resultaterne af den danske velfærdspolitik i de sidste 50 år.
En anden forklaring er, at vi har og har haft en enhedsfagbevægelse, der stort set aldrig har været under pres fra gule organisationer, liberalistiske, kristelige eller hvad de nu måtte være, sådan som tilfældet har været mange steder i udlandet.
Det betyder som bekendt ikke, at der altid har været enighed i fagbevægelsen. Tværtimod har enhedsbevægelsen medført, at de stridigheder, der i andre lande udkæmpes mellem organisationerne, herhjemme er blevet et internt anliggende.
Med til billedet af den stærke danske fagbevægelse hører også arbejdsgiverne, som trods en lavere organiseringsprocent alligevel må siges at være stærkt velorganiseret set i international sammenhæng. De danske parter på arbejdsmarkedet har meget tidligt vidst, hvor de havde hinanden.
Alt dette har dannet grundlag for det danske arbejdsmarkeds karakter både historisk og aktuelt. Det danske arbejdsmarked er velorganiseret, reguleret af skrevne og uskrevne regler, og har sit skelet i et altomfattende system af kollektive overenskomster og en speciel retslig regulering af forholdet mellem parterne.
Alt dette er ikke kommet af sig selv. Bitre klassekampe, afsavn, nederlag og sejre kan være overskrifterne på fagbevægelsens første årtier.
